Velkommen til Kludeegen

Kludeegen er en flok entusiastiske mennesker, som vil den brede kultur i Roholte: Musik, delitant, sommermarked, julemarked og traditionel jul. Vi afholder alle arrangementer i Roholte. Sidste år (vores første) havde vi musik cafe, sommermarked, julemarked og vores Julearrangementer. Bestyrelsen har et super engagement i aktiviteterne, så udover en masse frivilligt arbejde, er det også smadder sjovt. Vi håber selvfølgelig vi kan fortsætte vores aktiviteter i 2012, da der foregår så mange gode og forskellige ting i og omkring Roholte City. Foreningerne supplerer hinanden godt, med forskellige aktiviteter for alle aldre og interesser.

TV2 ØST sender Mit Kæreste Eje fra Roholte ved Faxe.

Har du et klenodie, som du gerne vil vide mere om? Eller er du nysgerrig efter at vide, hvor meget andres gamle sager er værd? Så kom og vær med, når TV2 ØST optager ”Mit Kæreste Eje” i Roholte ved Faxe. Sille Roulund stiller de gode spørgsmål, mens Steffen Dinesen vurderer de gamle effekter.

Det sker mandag 18. juni 2012

Vi optager tre programmer på hver 30 minutter. Det hele du skal gøre er bare, at melde dig til og tage dine klenodier med.

Så har du ting derhjemme, du gerne vil have vurderet, så husk at tage dem med. Det kan være alt fra din oldemors gamle vase til legetøj fra krigens tid.

Tid: Mandag 18. juni 2012 klokken 14:00 – 18:00

Sted : Roholte Forsamlingshus, Vindbyholtvej 32, Roholte, 4640 Faxe

VIGTIGT! Tilmelding er nødvendig til: Kulturforeningen Kludeegen hos Lene Rostgaard på: 20 25 52 69 / 56 72 51 33 helst efter 17:00 eller via mail: kludeegen@kludeegen.dk

Gratis entre - øl, vand og kaffe kan købes til rimelige priser.

Formanden beretning.


 

Formandens beretning 2012

 

Kludeegens andet leveår er overstået på godt og ondt, dog mest godt.

 

Vi har gennemført en række aktiviteter, som vi også stillede i udsigt på sidste års generalforsamling.

 

Årets første aktivitet var en musikcafe med Grethe og Henrik. Det blev ikke noget tilløbsstykke, konkurrencen fra f.eks. X-factor finalen var for stor. Vi havde dog en hyggelig aften med sang og snak.

 

Den 29. april havde vi John Mogensen Kabaret i samarbejde med Visens Venner. En helt igennem vellykket aften med mange gæster.

 

Så fulgte vores sommermarked i samarbejde med Menighedsrådet og Sognelauget. Dagen var omgivet af en del spænding p.g.a. den megen regn. Heldet var med os, vi fik tørvejr på dagen og med lidt ændringer i opstillingen af boderne gik det hele super godt.

Omkring dobbelt så mange boder som første år, TV - optagelser og mange glade mennesker. En stor succes var i hus.

 

8. oktober havde vi Good Old Days igen i samarbejde med Visens Venner. En rigtig hyggelig aften med god mad og masser af sang og musik. Fremmødet kunne have været større, men konkurrencen om folks fridage er stor.

 

12-13. november havde vi det traditionsrige Julemarked. I lighed med tidligere fuldt hus og mange gæster. Det er nok ingen hemmelighed, at Julemarkedet er et vigtigt fundament i Kludeegens økonomi. I år havde vi oven i købet besøg af Rokoko koret, der gave en lille koncert til stor glæde for publikum.

 

Lørdag den 26. november blev Juletræet tændt ved forsamlingshuset, og der var Gløgg og æbleskiver til de fremmødte. En hyggelig tradition som vil blive fulgt op i år om end på en lidt anden måde.

 

 

Årets sidste arrangement var Juletræsfesten i forsamlingshuset 5. Juledag. I lighed med året før en stor succes med mange børn, forældre, bedsteforældre og julemand.

Samlet set kan vi være tilfredse med vores aktiviteter i året, der gik. Og vi er da også fulde af nye ideer til det kommende år.

 

2011 har så også været året, hvor Kludeegen og i særdeleshed Niels og Lene har lagt mange kræfter i RAF.

Det er med beklagelse, at vi ikke er lykkedes med at få de øvrige foreninger til at gå i direkte forhandling med kommunen. Kludeegen har fra start haft den holdning, at vi ikke vil påtage os en ukendt økonomisk risiko ved driften af en kommunal ejendom.

Kludeegen har principielt intet i mod en form for brugerbetaling.

De øvrige foreninger har accepteret kommunens oplæg og fire af dem har underskrevet aftalen.

Trist for lokalområdet, at forsamlingshuset nu er lukket og slukket, som forsamlingshus.

En epoke er slut, nu må vi se fremad og få det bedste ud af situationen for Kludeegen.

 

Kludeegen har lavet en prisaftale med det nye RAF om kommende arrangementer, som vi ønsker at holde i RAF’s lokaler.

 

Og nu lidt om det nye år.

 

Vi planlægger følgende aktiviteter:

 

Besøg på Roholtegårds Gæstgiveri, nærmere dato kommer senere

 

Sct. Hans Aften i samarbejde med Roholtegårds Gæstgiveri

 

Sommermarked den 12. august på Roholte Stadion

 

Efterårsarrangement på Roholtegårds Gæstgiveri, nærme dato kommer senere

 

10-11. november Julemarked i Roholte kulturhus.

 

Juletræet tændes i Roholte den 1. december

 

Juletræsfest i Roholte 5. Juledag.

 

Vi glæder os meget til det kommende samarbejde med de nye ejere af Efterskolen, som altså kommer til at hedde Roholtegårds Gæstgiveri.

 

Det samarbejde betyder, at Kludeegen kan holde fast i at have sine arrangementer med base i Roholte.

 

 

Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til områdets forretningsdrivende, som har været meget gavmilde med sponsorgaver til Sommermarked og Juletræsfest. Vi håber på at fortsætte det gode samarbejde.

 

Til slut vil jeg takke mine kollegaer i bestyrelsen for et godt, konstruktivt og inspirerende samarbejde.

 

 

Jeg ser frem til at arbejde videre med Jer og for Kludeegen

 

Tak for ordet.

 

 

 

 



INFO TIL MEDLEMMERNE SE UNDER FANEN  ROHOLTE HVAD NU
Nyt d. 18.1.2012

MØRKE SKYER

 

Info:

Mørke skyer over Roholte.

Forsamlingshuset er alvorligt truet.
 

Foreningslivet i Roholte er alvorligt truet.

 

Hvorfor ?

 

Fakse kommune har truffet en beslutning, som de kalder scenarie 4.

 

Den beslutning betyder, at foreningerne i Roholte skal skaffe 25% af driftsudgifterne selv. Om vi også skal finde momsen af denne driftsudgift, ved vi ikke endnu, men det vil det kun blive værre af.

 

Det kunne måske lade sig gøre, hvis ikke beslutningen fra Kommunen samtidig betyder, at der ikke må være Forsamlingshusdrift i Roholte pr. 1.1.2012. Det var så muligheden for indtægt, til at drive hele herligheden, der smuttede.

 

KLUDEEGEN vil arbejde for, at Forsamlingshuset, og Foreningslivet i Roholte skal videreføres. Det er vores lokalsamfund det handler om.

 

Vi vil meget gerne tale med DIG og høre om du ønsker, at vi fortsat kan samles i vores forsamlingshus til foreningsarrangementer og private fester.

 

www.kludeegen.dk

 

NY FANE " GODE LINKS"








Nyt link
Få 10 % rabat på Fodterapi i Faxe, som medlem af Kludeegen. 

Medlemsskab

Sådan bliver du medlem af Kludeegen.
Kontakt: Kasserer Niels Larsen 56725133 eller leni@os.dk
eller bankoverførsel til Kongsted Sparekasse 0631-0001035650
Det koster kun 150kr. for hele husstanden eller 100 kr. for enkeltpersoner. pr. år.
Ved Bankoverførsel: Navn, Adr. tlf. og evt. email.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Karin Høy | Svar 21.12.2011 20.05

Æv - og jeg har først lige fået "øje" på der sker aktiviteter på den anden side af gaden - surt!

Lene | Svar 14.11.2011 20.41

Det er ikke opløftende nyt, - vi er mange der gerne vil ha' et forsamlingshus
vil du ?? hold dig orienteret, og meld ud nu !!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

21.12 | 20:05

Æv - og jeg har først lige fået "øje" på der sker aktiviteter på den anden side af gaden - surt!

...
14.11 | 20:41

Det er ikke opløftende nyt, - vi er mange der gerne vil ha' et forsamlingshus
vil du ?? hold dig orienteret, og meld ud nu !!

...
09.05 | 18:15
Program 2012 har modtaget 1
09.05 | 18:15
Min forside har modtaget 7
Du kan lide denne side